Millioner af Barca-fans verden over græder med Messi

FCBARCELONA.DK - 10.08.21

// Messi


Det var en dybt ulykkelig Leo Messi der søndag tog afsked med Barca og verden over græder millioner af Barca-fans sammen med ham. For de fleste er det ubærligt, at legenden må takke af på en helt forkert måde.

Messi ønskede at blive i Barca og han strakte sig langt for at det skulle lykkes. Det slog han fast på søndagens pressemøde. Han troede alt var på plads, for pludselig at få at vide, at La Liga ikke ville lade Barca indskrive ham som ny spiller.

At se verdens bedste spiller i historien og den med afstand største profil i Barcas historie, tage afsked på den måde det skete i forgårs, er svært at bære for alle Barca-fans. Legenden ville for alt i verden blive, men fik ikke lov. Det var en knust Messi man så på pressemødet.

Mange fans forstår stadig ikke helt, hvordan det kunne komme så vidt, at Barca er nødsaget til at lade en spiller som Messi rejse. Hvorfor kæmpede man ikke mere? Hvorfor kastede man håndklædet i ringen allerede den 5. august, når transfervinduet først lukker den 31. august? Har Barca som klub gjort alt hvad der var muligt? Burde La Liga have udvist større fleksibilitet efter et grumt corona-år, der har smadret Barcas økonomi'?

Som Barca-fan er det derfor en svær situation at acceptere, langt sværere end det ville have været for et år siden, hvis Messi havde fået sin vilje om at ville væk. Nu står man tilbage med en trist følelse, akkurat som Messi selv gør det.

Det er en ulykkelig situation for både Messi og for tilhængere og det bliver ikke nemt for Barca-fans at se ham i en ny trøje. Skrækscenariet om at Messi en dag løber ind på Camp Nou iført en anden trøje end Barcas, er mere end svært at forestille sig.

Hvis det skulle ske en dag, vil der vente ham en historisk hyldest, selvom han spiller for rivalerne.

.:FORSIDE:.